Cookie Consent by FreePrivacyPolicy.com Pasningsvejledning - Ragdollklubben Danmark

Ragdollklubben Danmark henviser i forhold til pasning af kat til den generelle pasningsvejledning for katte, som Felis Danica har udarbejdet i samarbejde med Fødevarestyrelsen.

Her finder du  pasningsvejledningen for katte 

Derudover har Ragdollklubben Danmark som specialklub udarbejdet følgende specifikke pasningsvejledning for ragdoll katte

Fuldvoksen størrelse

Ragdollkatten er en stor katterace. Fuldvoksne hunner vejer typisk mellem 3-5 kg og hanner mellem 5-7 kg. De fertile katte er noget mindre end kastraterne. 

Fodring

Din ragdollkat skal have kvalitetsfoder for at pelsen holdes sund og glansfuld. Især er det vigtigt med et vist fedtindhold i foderet til kastrater, som ellers kan få tør og kedelig pels, som er svær at holde fri for knuder. 

Ragdollkatten har ret fintfølende maver og kan let få tynd mave, hvis de oplever et brat foderskifte eller får for meget vådfoder på én gang. Når du får din killing hjem, er det vigtigt, at du i den første måned giver det samme foder, som killingen har fået hos sin opdrætter. Hvis du derefter ønsker at skifte foder, skal du gøre det over 14 dage, hvor du langsom skifter en større og større del af det gamle foder ud med det nye. Det samme gælder for voksne, hvis man planlægger et foderskifte

Nogle ragdolls har som andre langhårede katte problemer med hårboller og opkastninger især fældesæsonen. Dette kan modvirkes ved at give dem kattemalt eller specialfoder, der modvirker hårboller. Du kan også prøve at give din ragdoll adgang til kattegræs, som i nogle tilfælde har en effekt. 

Udeliv

Ragdollkatten egner sig ikke til fritløb, men vil nyde at komme ud under sikre forhold i sele, volière eller indhegnet have. 

Sociale behov

Ragdollkatten er en meget social kat. Den kan trives som alenekat, men vil i så fald have brug for meget kontakt med sine mennesker. Ragdollkatten trives som oftest godt sammen med andre rolige katte og kan let tilpasse sig et familieliv med andre kæledyr og børn.

Sammenføring af katte

Med en god introduktion vil det i langt de fleste tilfælde være muligt at sammenføre en ragdollkat eller killinger med andre katte. Introduktionstiden kan variere fra dage til uger afhængig af flere faktorer: alder, køn, race, temperament, tidligere erfaringer, helbred. 

Derfor er det vigtigt at observere kattenes adfærd nøje i introduktionsperioden. De fleste voksne katte vil ikke opfatte en killing som en trussel, så som regel går sammenføring af killinger og voksne gnidningsløst. 

Typiske tegn på sygdom eller nedsat trivsel:

En sund og rask ragdollkat har rene, klare øjne samt næse uden udflåd. Den kan have en lille mørk søvnklat i øjenkrogen uden at det betyder noget. Dette ses relativt ofte hos bicolour ragdollkatte, hvor det bliver meget tydeligt på grund af den hvide farve omkring øjnene. Urenhederne kan fjernes med en vatrondel med lidt sterilt saltvand. Er slimhinderne i øjnene rødlige og hævede skal kattens tilses af dyrlæge.

Formering, yngelpleje og eventuel neutralisation

Der findes ingen specifikke krav til sundhedstestning, men Ragdollklubben Danmark har en række avlsanbefalinger , som klubbens opdrættermedlemmer anbefales af følge for at fremme sundheden i racen. 

Pelspleje

Ragdoll katten hører til de semi-langhårede katte – altså en mellemting mellem lang og korthåret. Det karakteristiske ved en semilanghårspels er lang ned omkring halen, brystet og maven. På ryggen og ned over siden er pelsen halvlang, men over skulder, hofter og hoved er pelsen forholdsvis kort. Pelsen på halen er lang, og den strækker sig ned omkring bagbenene, så det ligner bukser.

Pelsen er kaninlignende og blød. Den er silkeagtig, og sjældent sammenfiltret, da ragdollkatten ingen eller kun lidt underpels har. Pelsplejen er ikke særligt krævende, men er man den lykkelige ejer af en ragdoll, er pelspleje en vigtig del af dagligdagen.

Typisk vil det være tilstrækkeligt at rede katten godt igennem 1-2 gange om ugen. Det anbefales at bruge en god stålkam. I overgangen mellem sommer og vinter er det vigtigt at holde øje med, at der ikke opstår knuder f.eks. i armhulerne ved forbenene. Hvis du vænner din kat til at blive friseret fra den er lille, vil den i de fleste tilfælde opfatte det som en hyggestund, de sætter pris på. Du kan her finde flere råd om pleje af din ragdollskats pels